Man skelner mellem to former for risk setter, en rød og en hvid setter. Den røde er i dag den suverænt mest udbredte, selv om den var forholdsvis sjælden i begyndelsen. Pelsen på begge farvevarianter er relativt lang og fladtliggende og bør være så glat som muligt. Plejen består af en halvårlig trimning og en regelmæssig børstning så de overflødige hår forsvinder. Hvis den skal udstilles skal den have omfattende pelspleje. 

Selv om en irsk setter både er egnet som familie- og jagthund, er mange efterhånden kommet til at betragte den som en ren familiehund. Hovedorganisationen Irish Kennel Club har dog sikret sig, at der stilles store krav til racen om at bestå strenge markprøver, så det ikke bare er en sød og smuk hjemmehund. Men den har vist sig at kunne bestå disse prøver uden problemer, for den er både stærk, intelligent og lærevillig. Hunden er i det hele taget meget social i sit væsen. Den knytter sig stærkt til sin familie og har det generelt godt med fremmede og andre hunde.

Selv om en irsk setter stadig har jagthundens energiske væsen i sig, er den god til at tilpasse sig livet med mennesker. Den er munter, kærlig, aktiv og legelysten. Man må indstille sig på en del motion. Lange traveture, løb ved siden af cyklen eller udfordringer af fysisk og mental karakter er godt. I opdragelsen bør man tage højde for jagtinstinktet, som skal tæmmes, så hunden ikke pludselig stikker af, når den – i kraft af sin gode lugtesans – får færden af noget vildt.