Der er efterhånden enighed om, at gravhundens korte ben er opstået pga. en mutation i de lange rørknogler. Dette handicap skulle dog hurtigt vise sig at være en styrke, da det gjorde gravhundene velegnede som drivende jagthunde, der kunne forcere huler og passager under jorden og drive vildtet frem i lyset til jægerens store glæde. Den dag i dag er hunden udbredt som jagthund (spcielt til grav- og drivjagt), men er dog også en yndet familiehund. Den langhårede gravhund er suverænt den mest udbredte af de tre pelstyper og overgår i antal de to andre (kort- og ruhåret) tilsammen.

Pelsen på en langhåret gravhund kræver ingen særlig pleje. Den skal børstes med jævne mellemrum, især på de steder, hvor pelsen har det med at filtre sammen. Gravhunde er generelt meget madglade. En fed og doven gravhund er dog ikke ønskelig, hverken fysisk eller æstetisk, og man må derfor holde igen med maden.

Selv om en langhåret gravhund er begrænset i størrelse og omfang, har den på mange måder den store hunds format. Den besidder alle andre racers gode egenskaber, den er klog, energisk og årvågen og er samtidig stolt, fornem og værdig. Det er en af grundene til, at den er så udbredt.

Ubetinget lydighed hører dog ikke til beskrivelsen af en langhåret gravhund, selv om den er lettere at opdrage end den korthårede. Racen har sin egen vilje og mening om tingenes tilstand. Den er dog forholdsvis let at motivere, selv om det kan være svært at fastholde dens interesse. Indlæringen skal derfor være kortvarig, men flere gange daglig og absolut ikke hårdhændet, da man dermed fremprovokerer hundens egensindighed. Hundens værdighed og frihedstrang må med andre ord ikke krænkes.

Gravhunde har brug for masser af motion. Det er ikke bare hushunde, der skal ligge hele dagen. Man må indstille sig på at holde hunden i snor, da jagtinstinktet ellers løber af med hunden, når den ser noget spændende.