Der er efterhånden enighed om, at gravhundens korte ben er opstået pga. en mutation i de lange rørknogler. Dette handicap skulle dog hurtigt vise sig at være en styrke, da det gjorde gravhundene velegnede som drivende jagthunde, der kunne forcerede de huler og passager under jorden og drive vildtet frem i lyset til jægerens store glæde. Den dag i dag er hunden udbredt som jagthund (spcielt til grav- og drivjagt), men er dog også en yndet familiehund. De seneste år er den ruhårede gravhund blevet mere populær end den korthårede og er således nummer to på popularitetsbarometret over gravhunde med den langhårede som den suverænt mest udbredte.

Pelsen på en ruhåret gravhund kræver mere arbejde end de to andre racer, men plejen er stadig overkommelig, da pelsen blot skal plukkes et par gange om året. Gravhunde er generelt meget madglade. En fed og doven gravhund er dog ikke ønskelig, hverken fysisk eller æstetisk, og man må derfor holde igen med maden.

Selv om en ruhåret gravhund er begrænset i størrelse og omfang, har den på mange måder den store hunds format. Den besidder alle andre racers gode egenskaber, den er klog, energisk og årvågen og er samtidig stolt, fornem og værdig. Det er en af grundene til, at den er så udbredt.

Ubetinget lydighed hører dog ikke til beskrivelsen af en ruhåret gravhund. Den har sin egen vilje og mening om tingenes tilstand. Den er dog forholdsvis let at motivere, selv om det kan være svært at fastholde dens interesse. Indlæringen skal derfor være kortvarig, men flere gange daglig og absolut ikke hårdhændet, da man dermed fremprovokerer hundens egensindighed. Hundens værdighed og frihedstrang må med andre ord ikke krænkes.

Gravhunde har brug for masser af motion. Det er ikke bare hushunde, der skal ligge hele dagen. Man må indstille sig på at holde hunden i snor, da jagtinstinktet ellers løber af med hunden, når den ser noget spændende.